Da vi ankom til Dominica, føltes det som at træde ind i en eventyrverden. Øen er kendt for sin storslåede natur og uforstyrrede skønhed, men den besidder også en rig historie, der strækker sig tilbage til piraternes storhedstid i Caribien. Den romantiske forestilling om sørøverliv og skjulte skatte er gennem tiden blevet foreviget i bøger, film og tv-serier. “Pirates of the Caribbean” er blandt vores egne favoritter, og flere ikoniske scener blev optaget på Dominica. Vi har allerede delt vores oplevelse med vandring til Den Kogende Sø, men vores besøg på den caribiske ø ville ikke være komplet uden at følge i Jack Sparrows fodspor.
Piraternes guldalder
Koloniseringen af Den Nye Verden i det 16. århundrede var en fristende mulighed for datidens lykkejægere. Allerede dengang eksisterede “The American Dream”, og mange krydsede Atlanten i håb om at finde en bedre fremtid. Piraterne var en broget skare, der omfattede mennesker fra alle samfundslag, herunder tidligere slaver og endda aristokrater, der havde mistet deres status eller formue. Den blomstrende handel og den massive tilstedeværelse af handelsskibe skabte grobund for piraternes guldalder. De tungt lastede skibe var både langsomme og dårligt beskyttede, hvilket gjorde dem til attraktive mål for pirater.
Piraterne var dog ikke kun drevet af eventyrlyst. De ønskede at gøre op med de sociale og økonomiske strukturer i Europa. Mange pirater var tidligere sømænd eller handelsfolk, der havde måttet arbejde under dårlige forhold med lav løn. Pirateri blev et oprør mod denne uretfærdighed. Det var almindeligt blandt pirater at have et kodeks. Kodekset sikrede, at alle fik del i byttet og beskyttede samtidigt besætningens rettigheder. Historikere mener, at mange af disse kodekser afspejlede en demokratisk tankegang, der var forud for sin tid.
Opslugt af interne stridigheder, sendte de europæiske stormagter ikke meget hjælp til deres oversøiske kolonier. Det manglende forsvar gjorde det svært at opretholde suverænitet, og mange territorier skiftede ejerskab flere gange. Dominica var et af disse territorier, der gennem tiden blev centrum for en magtkamp mellem Frankrig og England.
En æra var slut
Efterhånden som den økonomiske og politiske situation i Caribien blev mere stabil, blev piraternes liv gradvist vanskeligere. De interne konflikter mellem kolonimagterne aftog, og deres fjendtligheder kunne ikke længere udnyttes til profit. Især den britiske flåde havde en stærk tilstedeværelse i Det Caribiske Hav. Flere hundrede pirater blev fanget og henrettet – nogle af disse med hjælp fra tidligere pirater, der til gengæld modtog fuld benådning.
Piraternes storhedstid var forbi, men deres tilstedeværelse i Caribien har haft en betydelig indflydelse på regionens kultur og økonomi. I dag er piraternes historie en vigtig del af Caribiens turistindustri, og mange besøgende kommer til øerne for at opleve stederne, hvor deres eventyr udspillede sig. Vi var ingen undtagelse, da vi begav os ud for at finde alt, hvad der bare lugtede en smule af pirater på Dominica.
På trods af at øen på skift blev styret og kontrolleret af Frankrig og England, var der mange områder på Dominica, der var svære at overvåge. De mange bjerge, tætte regnskove og stejle klippeskrænter gjorde det udfordrende for de europæiske kolonister at patruljere landet. Øen var derfor et ideelt tilholdssted for både pirater og fribyttere, der havde rig mulighed for at skjule sig selv og deres last.
En legende fra Dominica fortæller, at en spansk handelsflåde lastet med 3 millioner pesos sank ud for Dominicas kyst. Nogle hævder endda, at skatten stadig er derude et sted. Der er delte meninger om, hvorvidt den skulle ligge på havbunden, eller om den indfødte befolkning skjulte skatten på øen. Om det er myte eller virkelighed, ved vi ikke, da skatten aldrig er blevet fundet. Selv de mest fantastiske historier har ofte et gran af sandhed i sig, så hvem ved? En ting er sikkert: Det er en genial måde at tiltrække turister til øen, særligt når den også er kendt for et andet pirateventyr.
“Hvis man sammenholder markedsværdien for sølv i dag og vægten på en enkelt peso, ville værdien af den forsvundne skat svare til omkring 400 millioner danske kroner.”
Pirates of the Carribbean
Tilbage i 00’erne drog filminstruktøren Gore Verbinski og hans filmhold til Dominica. Hans første film i Pirates of the Caribbean-serien var blevet en stor succes, og nu søgte de nye omgivelser til Jack Sparrows fortsatte eventyr. Selvom øen modtager en del krydstogtskibe, kan lufthavnen kun håndtere små propelfly fra naboøerne. Filmholdet fandt derfor en uspoleret og rå natur. Resorthotellerne havde endnu ikke gjort deres indtog, hvilket er en sjældenhed blandt de caribiske øer. Holdet beskrev Dominica som en af de smukkeste øer, de nogensinde havde besøgt, og Gore Verbinski udtalte, at det var som at træde tilbage i tiden.
Optagelserne til den anden og tredje film i serien havde stor betydning for Dominicas indbyggere. Der blev skabt mange nye arbejdspladser, og den medfølgende filmturisme gav et kraftigt boost til øens økonomi. Filmproduktionen påvirkede også øens infrastruktur. For at imødekomme filmholdets behov blev der bygget nye bygninger, veje og broer. Vi kan kun bekræfte den sparsomme infrastruktur, hvor det kan tage en time at køre 30 km på en asfalteret landevej.
Vi begav os, ligesom mange andre før os, ud for at udforske de forskellige steder, der blev brugt under filmoptagelserne. Jeg har allerede nævnt et af disse steder i indlægget om Den Kogende Sø, og nu skal vi atter vende tilbage til Titou Gorge.
Titou Gorge
Titou Gorge er en kløft beliggende i Morne Trois Pitons National Park, og navnet betyder “lille hals” på kreolsk. Kløften er endnu et produkt af Dominicas vulkanske aktivitet. De høje klippesider er formet af smeltet lava, der under afkøling ikke kun har dannet stejle vægge, men også små åbne kamre. Over tid har kølige kilder fra bjergene fundet vej til kløften. De små vandløb samler sig til et brusende vandfald, der konstant forsyner kløften med en strøm af vand.
Efter vores vandretur kom vi tilbage til Titou Gorge og tog os god tid til at udforske kløften. Redningsveste er obligatoriske under svømmeturen i grottens dybe vand, hvor man ikke finder fodfæste før man når det lille vandfald. Under vores ferie i Mexico i 2022 lærte vi at iføre os redningsvesten omvendt, da vi under lignende omstændigheder flød rundt i en flod. Vi lignede to voksenbabyer iført kæmpebleer, men det var det hele værd. I stedet for at have en stiv vest klemt op omkring vores ører, blev vi i stedet ført afsted af den blide strøm i en behagelig, flydende stol.
Kløftens indre
Selvfølgelig havde vi allerede set “Pirates of the Caribbean – Død mands kiste” som forberedelse til dagens filmspot. Vi genkendte derfor straks kløften som stedet, hvor Orlando Bloom og en mindre flok pirater søger tilflugt fra en gruppe kannibaler. Kløftens mange krumninger og snævre passager giver dem ly for den byge af pile, der bliver skudt imod dem.
Da vi dovent flød rundt i det kølige vand, kunne vi endnu en gang forundres over Dominicas storslåede natur. Den eneste vej ind i kløften er at svømme gennem en smal indgang flankeret af vulkanske klippevægge. Det føltes som om, vi sagde farvel til den virkelige verden for i stedet at drage ind i piraternes univers.
Toppen af klippevæggene er omkranset af regnskovens tætte vegetation og efterlader kun pletvist udsyn til den blå himmel. Vi var fuldstændig skjult fra omverdenen i denne lille oase, der lå badet i et grønligt skær fra oven. I kløftens fjerneste ende kunne vi endelig nå bunden. Vi bevægede os forsigtigt over glatte sten til et næsten cirkulært rum, omkranset af den størknede lava. Her nåede vandet os til brystet, og vi blev fortryllet af vandfaldets brusen. Rasmus skulle selvfølgelig prøve at svømme under og placerede sig derfor midt under dets stråler. Han havde dog ikke helt forventet den kraft, der lå bag vandmængderne, og mistede sine briller til dybet. Heldigvis lykkedes det os at bjærge dem, før strømmen havde trukket dem med til kløftens bund – og det endda uden en eneste ridse.
Batibou Beach
Men hvordan endte Orlando Blooms karakter, Will Turner, overhovedet i kløftens indre? Jo, efter at have været på jagt efter Jack Sparrow, finder han dennes skib strandet på kysten til en ukendt ø. Stranden, hvor skibet er trukket på land, er endnu et kendt, men lettere skjult sted på Dominica. Vi trodsede den meget ujævne og tæt beplantede sti til Batibou Beach i vores firehjulstrækker.
Sandet på Dominica har ikke den eftertragtede hvide farve som på mange af Caribiens andre øer. I stedet farves strandene i nuancer af sort og grå. Det mørke sand danner de helt rigtige rammer for en mystisk ø beboet af kannibaler. Endnu en gang spiller øens mange vulkaner en rolle, da sandet er farvet af bjergarten basalt. Basalt opstår, når magma størkner, og som enhver togentusiast nok ved, anvendes det til skærver i togspor.
På stranden blev vi budt velkommen af Irma, som sammen med sin søster ejer stranden. Irma er uddannet kok i New York og driver til dagligt en lille strandcafé på Batibou Beach. Vi havde egentlig bare tænkt os at snuppe en øl, men det var svært at sige nej, da Irma tilbød smagsprøver på hendes hjemmelavede rompunch. Denne caribiske drik er et helt kapitel i sig selv og fortjener næsten sit eget indlæg.
Rompunch er en cocktail, der findes på menukortet overalt i Caribien. Den består af sukker, rom og frugtjuice. Rommen er ofte tilført en smagsgiver, og frugtjuicen er lokal. Vores første møde med denne drink var på Barbados, hvor vi på grund af styrken var nødsaget til at blande op med vand et par gange. Irma havde flere forskellige varianter af punchen, men vores to favoritter var med kokosmælk (hvis man kan kalde det juice) og hibiscus.
The Indian River
Under vores ophold på Dominica boede vi i byen Portsmouth, som oprindeligt var landets hovedstad. Byen blev dog grundlagt i et sumpområde og var plaget af sygdomsbefængte myg, så den mistede hurtigt sin titel. I Portsmouth finder man også en af Dominicas 365 floder, The Indian River. Floden munder ud i det caribiske hav og var en vigtig handelsvej for de indfødte Kalinagoer. Vi besluttede dog at udforske floden af en helt anden grund.
Et hold af pirater, anført af ingen ringere end Jack Sparrow, sejlede nemlig op ad denne flod i “Død mands Kiste”. De begav sig ud for at finde voodoopræstinden Tia Dalma, hvis hytte lå langs flodens bred, omgivet af tæt regnskov. Vi ville selvfølgelig se hytten, og den eneste måde at gøre det på, var med robåd.
Dagens guide, der gik under navnet Superman, førte os med rolige tag dybere ind i vildnæsset. Floden snævrede langsomt ind og blev flankeret af bwa mang-træer, hvis kæmpemæssige rødder dannede komplekse netværk. Disse træer går også under navnet drageblodstræer, da deres harpiks med sin klistrede konsistens og højrøde farve, får skader på stammen til at ligne blødende sår.
Den åbne himmel blev gradvist erstattet af træernes kroner, der strakte sig ud over vandet. Under os svømmede små stimer af fisk i det klare vand. Superman udpegede en række huller langs flodens bred, som var udgravet af krabber i alle størrelser. Hullerne gik fuldstændig i ét med den kringlede natur og var vanskelige at spotte. Krabberne var sky, og vi fik kun enkelte glimt af dem på vej ind i deres huller. En enkelt krabbe på godt 20 cm gemte sig mellem bwa mang-træernes rødder. Det var svært ikke at forestille sig, hvor ondt det ville gøre at blive nappet af sådan en basse.
Tia Dalmas hytte
Floden delte sig i to, og Superman roede os ned af den venstre forgrening, som var smallere og tættere bevokset end den højre. Vi havde nu direkte kurs mod Tia Dalmas hytte, og vi forstod straks, hvorfor filmholdet havde valgt dette sted. Området emmede af mystik og var svært at navigere i for den uerfarne. I formiddagssolens skær var turen dog knap så dyster og faretruende som i filmens tusmørke.
Hytten kom langsomt til syne, delvist skjult af de omkringliggende træer. Opstyltet ved bredden stod den som kronen på værket i de sælsomme omgivelser. Ligheden var ikke til at tage fejl af, men man kunne heller ikke undgå at bemærke brugen af filmmagi. Filmversionen var nemlig både placeret højt i en trætop og desuden mærkbart større end den lille hytte foran os. Trods disse afvigelser, var det svært at slippe forventningen om, at Tia Dalma ville træde ud på den lille veranda hvert øjeblik det skulle være.
På tilbagevejen tog vi en omvej ad flodens højre gren, hvor vi gjorde stop ved Cobras Bush Bar. Den nemmeste måde, man kan komme dertil på, er ved at sejle. Alternativet til fods fører den modige vandrer gennem tæt buskads ad en smal og kringlet junglesti. Dette er også årsagen til at baren får alle sine forsyningerne med båd. Her nød vi en rompunch og legede med de sødeste hundehvalpe.
Vores eventyr i Jack Sparrows fodspor var nået til sin ende, og vi havde nydt hvert øjeblik. Endnu en gang havde Dominicas enestående natur vist os en helt anden verden.
2 kommentarer til “I piraternes fodspor”
Supper godt, spændende historie, krydret med de smukke billeder
Tusind tak ♥️