Kilet ind mellem Spanien og Frankrig finder man en af Europas seks mikrostater. Placeret mellem Pyrenæernes høje tinder ligger dette lille paradis, hvor tid synes at ophøre med at eksistere. Med sine blot 468 km² er Fyrstendømmet Andorra blandt verdens mindste lande, men den populære skidestination tiltrækker alligevel omkring ti millioner besøgende årligt. Det er 128 gange så mange turister, som der er indbyggere. Måske er landet i virkeligheden ikke helt så skjult, som man ellers kunne tro.
Fyrstendømmet i Pyrenæerne
Ifølge legenden fik Andorra status som en selvstændig stat af Karl den Store i 800-tallet som tak for indsatsen i krigen mod maurerne. For at undgå konflikter over, hvem der skulle sidde på magten, besluttede de to nabolande i 1278 at gøre det lille område i Pyrenæerne til et diarki – et tomandsvælde. Biskoppen af det catalanske område Urgell og den franske greve af Foix blev udnævnt som samfyrster og statsoverhoveder. Et par revolutioner og guillotineringer senere overgik sidstnævnte fyrstetitel til præsidenten af Frankrig. Hil dig, Fyrst Macron!
I flere århundreder blev Andorra styret af sine naboer, indtil landet i 1993 fik ny grundlov og blev optaget som medlem i FN. Og hvilket herligt år det altså var! Ikke kun for Andorra, men også for verden generelt, da det jo var året, jeg berigede jorden med min tilstedeværelse. I år kan både Andorra og jeg fejre 30 års fødselsdag og hvis jeg selv skal sige det, modnes vi begge som god vin. Siden den nye grundlov trådte i kraft har fyrstendømmet været et parlamentarisk demokrati med biskoppen af Urgell og den franske præsident siddende som symbolske statsoverhoveder.
Selvom landet har sin helt egen kultur, kan man tydeligt mærke den franske og catalanske indflydelse. Andorra kan, som det eneste land i verden, prale af at have catalansk som officielt sprog. I hvert fald indtil den dag, hvor det lykkes for Catalonien at løsrive sig fra Spanien. Fransk høres også jævnligt i gaderne og menukortene inkluderer ofte snegle og coq au vin. På trods af vores frankofile tendenser, var vi dog fast besluttede på at opdage, hvad der giver Andorra sin egen unikke identitet.
Busturen gennem bjergene
Da vi besluttede os for at tage til Barcelona i tre uger, tænkte Rasmus straks på Andorra. Hans fascination af mikrostater har tidligere bragt os til både Vatikanet og Monaco. Det var derfor oplagt at krydse endnu et land af listen, når nu det “kun” befandt sig 200 kilometer væk.
Vores dag begyndte tidligt, meget tidligt. Vækkeuret ringede klokken fem en lørdag morgen, hvor vi skyllede en stærk kop kaffe ned inden vi skulle med bussen. Ja, du læste rigtigt, vi skulle med bussen. Til Rasmus’ store fortrydelse har det lille fyrstendømme ingen jernbane. Han måtte derfor bide i det sure æble og udholde den tre timer lange tur på de bumlede landeveje.
For mig er offentlig transport lige så søvndyssende som sovepiller, så vi var ikke nået langt før jeg gik ud som et lys. Rasmus kunne derimod nyde den sceniske køretur med udsigt til rislende floder og knejsende bjerge. Ruten førte os gennem flere tunneler der ledte os under Pyrenæernes tinder og videre til fyrstendømmets hovedstad, Andorra la Vella.
Efter fire måneder i Caribien efterfulgt af to uger i Barcelona, var det en kold fornøjelse at stige ud af bussen. Formiddagssolen havde endnu ikke fået fat og som Europas højest liggende hovedstad kunne vi i stedet nyde godt af den kølige bjergluft. Temperaturen krævede en skoldhed opkvikker, og vi nåede kun få hundrede meter inden vi kastede os ind på den første og bedste café. Lokalet omsluttede os i en varm omfavnelse, hjulpet godt på vej af køkkenets ovne, der leverede frisk bagværk til de lækkersultne gæster.
“Der er noget interessant ved disse små suveræne stater, der trods størrelsen stadig har indflydelse i international politik. Det kan godt være, at de ikke vejer tungt på vægtskålen, men de har stadig en stemme.
Starten på et eventyr
Mens vi varmede os på kaffen, havde vi frit udsyn til de 7 Poeter. De syv skulpturer er skabt af en catalansk kunstner og repræsenterer Andorras syv kommuner. Hensigten med at placere poeterne på 10 meter høje søjler er, at løsrive folk fra deres individuelle bobler og i stedet løfte deres blik for at se den omkringliggende skønhed. Vi kan uden at blinke bekræfte den overflod af skønhed, der mødte os i landet. Sikke en måde at starte vores eventyr!
Et stenkast derfra, og med ‘et stenkast’ mener jeg et lodret et af slagsen, ligger Casa de la Vall. Bygningen fungerede som sæde for det andorranske parlament fra 1702 til 2011. Vi var lidt for nærige til at betale entré og valgte i stedet at beundre den smukke stenbeklædte facade. På det ene hjørne af bygningen står det gamle vagttårn, som gennem tiden også er blevet brugt som dueslag og senere arkiv. Pyramidespiret på tårnet sendte mig direkte tilbage til barndommen. Jeg så mig selv sidde foran det gamle billedrørsfjernsyn med min far, mens Smølferne tonede frem på skærmen. Uanset hvor meget jeg forsøgte at fortrænge sammenligningen, var der altså noget over det gamle tårn, der mindede mig om Gargamels hus.
De lægende kilder
Vi havde egentlig ikke planer om at begive os uden for Andorra la Vella. På en enkelt dagstur virkede det for ambitiøst, og vi havde tidligere måttet erkende, at vi begge er tidsoptimister. Vi endte dog med at besøge hele to forskellige kommuner og flere forskellige byer i løbet af de ni timer, vi befandt os i Andorra. Det lyder af meget, og vi var ikke engang selv klar over det, før jeg begyndte at skrive dette indlæg.
Mikrostaten i Pyrenæerne er simpelthen så lille, at man ved at gå 5,5 kilometer kan opleve intet mindre end fire forskellige byer herunder hovedstaden. Hvor den ene by slutter, begynder den næste. Andorra La Vella og Escaldes-Engordany er så tæt forbundne, at de ofte betragtes som én stor by, selvom de hver især har deres egen administration og borgmester.
Byen Escaldes-Engordany er særligt kendt for sine varme kilder, der efter sigende skulle besidde helbredende egenskaber. Et af de helt store vartegn er wellnesscenteret Caldea. Udover at være Andorras højeste bygning, har Caldea også titlen som Europas største termiske spa med sine 44.849 m². Det blev desværre ikke til et besøg fra os. Rasmus var ikke helt overbevist om, at jeg kunne vristes væk fra de lune bassiner, når først jeg var i. Han kender mig alt for godt, og rosinhuden må vi derfor have til gode til næste gang.
Vi fik alligevel en lille smagsprøve på herlighederne. På vores vej passerede vi en fontæne forsynet af kilden Font del Roc del Metge. Navnet oversættes løst til ‘kilden fra lægens klippe’. Kilden producerer godt 3.600 liter vand pr. minut og forsyner ikke blot Caldea, men også flere andre spafaciliteter og hoteller. Vi måtte dog nøjes med at lade hænderne omslutte af det 70 grader varme vand. Hvem ved, måske har dets lægende effekt reddet os fra en fremtid med gigtplagede fingre.
Broer i stride strømme
Andorra er ikke kun rig på termiske kilder. Lander besidder også adskillige søer og tre store floder, der dannes af vandløb fra bjergene. Med tørke overalt i Europa var det forfriskende at lytte til den højlydte brusen fra floden Valira, som enkelte steder modtager varmt vand fra de termiske kilder. Det var tydeligt, at man ikke havde forsøgt at forme den bugtede flod efter byen, men snarere omvendt. Flere broer leder over Valira, og hver bro har sit helt eget udtryk. De avantgarde stålkonstruktioner vidner om et samfund i hastigt fremskridt, hvor kunst tilskyndes og værdsættes højt.
Kunstens fremtrædende rolle er mærkbar overalt i hovedstaden. I 1999 blev et af Salvador Dalís mesterværker skænket til Andorra. På en prominent plads på en af de mange broer står hans værk `Noblesse du Temps´. Den knap fem meter høje bronzeskulptur forestiller et smeltende ur. Skulpturen symboliserer tidens gang og dets herredømme over mennesket. For mig er placeringen optimal, da Andorra gav mig følelsen af at være trådt ind i en tidslomme.
Som modstykke til den moderne arkitektur og kunst, rummer Andorra også adskillige levn fra fortiden. Buede granitbroer fra 1400-tallet fører stadigt fodgængere tørskoet over floden. Omgivet af stenbeklædte huse og med de storslåede bjerge i baggrunden, fremstår disse broer som motiver fra puslespil. Vi manglede blot lidt jodlen i det fjerne for at fuldende følelsen af at være trådt ind i en bjerglandsby fra et eventyr.
Et velfortjent pusterum
På vores korte eventyr i Andorra havde vi både ladet os imponere og inspirere af landets enestående ophav og kultur. Det andorranske folk bærer deres historie med stolthed, hvilket blev tydeliggjort på vores vandring gennem byerne. Som besøgende er det svært ikke at lade sig tryllebinde af alle aspekter af det lille fyrstendømme i bjergene. Fra de velbevarede gamle kirker og de snævre passager til de moderne kunstinstallationer, der formår at indfange landets ånd.
Vores korte ophold i Pyrenæerne stod i kontrast til det pulserende liv i Barcelona, hvor støj er uundgåeligt og gadesælgere lurer lige om hjørnet. Andorras rolige og majestætiske bjerglandskaber havde genindført en balance i vores hverdag. Selvom benene var trætte og hovederne fyldt med indtryk, havde det været forfriskende at sænke tempoet og lade os omslutte af naturen.
Det er bestemt ikke sidste gang, at vi sætter fødderne på de andorranske brolagte gader!
4 kommentarer til “Verdens største fyrstendømme”
Nye dejlige oplevelser at læse. Dejlig at følge med. God tur til jer. Knus og hils.
Tusind tak og god sommer ☀️
Så i nogle smølfer måske gammelsmølfen ?
Rigtig godt skrevet, og sikke nogle oplevelser
Han må have gemt sig Tusind tak for den fine ros ♥️