Selvom vi kun har været på farten i knap et år, har vi alligevel set en del vulkaner på vores rejse. I Dominica vandrede vi gennem kratrene fra intet mindre end tre vulkaner på vores vej til Den Kogende Sø. Få uger efter var vi vidner til Soufrière Hills’ enorme ødelæggelser, da vi besøgte Montserrat. De caribiske vulkaner havde dog ikke kunnet levere det, vi brændende ønskede os at se – lava.
Den gamle hovedstad
Efter en kold julemåned i Danmark og et par endnu koldere ugers gensyn med venner i Iowa var vi klar til at drage mod varmere himmelstrøg. Som altid var det ikke den letteste beslutning, da der er så mange lande, vi gerne vil besøge. Efter anbefaling fra en god ven faldt valget på Guatemala, nærmere bestemt byen Antigua.
Antigua kan noget helt særligt med sine smalle brostensbelagte gader og farvestrålende huse. Byen anses for at være et af de mest velbevarede eksempler på kolonial arkitektur i Amerika, selvom stedet har været udsat for utallige naturkatastrofer. Den smukke by i bjergene fungerede som hovedstad under spansk styre fra 1543 til 1773.
Spanierne forlod deres første hovedstad efter det oprindelige folks oprør mod kolonimagtens urimelige krav. Den efterfølgende hovedstad blev begravet af et gigantisk mudderskred fra den nærliggende vulkan, og dermed kom Antigua ind i billedet. Eftersom spanierne blot havde flyttet deres by otte kilometer, befandt den sig, sjovt nok, i det samme geologisk aktive område. Efter en lang række ødelæggende jordskælv kastede de håndklædet i ringen, og de spanske erobrere etablerede den nuværende hovedstad, Guatemala City.
I dag trives Antigua i stor stil, selvom de tre nærliggende vulkaner ofte byder på udbrud og jordskælv. Byen bliver stadig mere og mere populær blandt rejsende. Det varme vejr, den imødekommende lokalbefolkning og den storslåede natur tiltrækker besøgende fra hele verden. Vi blev særligt overraskede over, hvor ofte vi stødte på andre danskere i gaderne.
Volcán de Fuego
Fra tagterrassen på vores hotel havde vi frit udsyn til de omgivende vulkaner. Mod syd ligger Volcán de Agua, som begravede spaniernes ene hovedstad i mudder, og hvis skråninger i dag opdyrkes af kaffeproducenter. Mod vest ligger La Horqueta, “treforken”, som består af Volcán Acatenangos to tinder og Volcán de Fuego. Sidstnævnte er særligt interessant.
Vi var allerede noget overraskede over, at vi skulle bo inden for en 20 kilometers radius af tre vulkaner, men da den ene ovenikøbet gik i udbrud, kunne vi næsten ikke tro vores egne øjne. Denne begivenhed viste sig dog at være hverdagskost, da Volcán de Fuego åbenbart går i udbrud hvert 15-20. minut. Ikke underligt at navnet bogstaveligt talt betyder “ildvulkanen” på spansk.
Få dage efter fik vi et glimt af lava efter mørkets frembrud, og vores interesse blev for alvor vakt. Vi sad efterfølgende i næsten en time og stirrede på vulkanen i håbet om at se mere. Fuego spillede kostbar, og vi måtte gå skuffede i seng. Hvordan kunne vi komme til at se mere lava? Og hvordan kunne vi komme tættere på? Svaret var enkelt. Vi måtte bestige en vulkan, og heldigvis var der utallige guidede ture at vælge imellem.
Wicho & Charlie's
Valget faldt på en to-dages vandretur til Acatenango med Wicho & Charlie’s. Fra basecampen ville der være en fantastisk udsigt til Fuego, og mod et ekstra gebyr kunne vi endda få lov til at komme helt til ildvulkanens tinde. Turen inkluderede ikke blot erfarne guider, men også alt tænkeligt udstyr til at klare den stejle rute – en perfekt løsning for os, når kufferterne primært bestod af sommertøj.
Inden afgang mødtes vi med vores gruppe hos Wicho & Charlie’s. Her fik vi mulighed for at pakke en rygsæk med varmt tøj, drikkedunke, madpakker og vandrestave. De anbefalede mindst tre lag tøj, men da Rasmus er blevet en rigtig frossenpind i løbet af det sidste år, valgte han ikke mindre end otte lag.
Antigua ligger allerede i 1.500 meters højde, men vi skulle endnu højere op, før eventyret for alvor kunne begynde. Efter en hurtig morgenmad og et par kopper kaffe drog vi afsted i bus til byen Aldea La Soledad, som ligger i 2.400 meters højde. Herfra skulle resten af ruten tilbagelægges til fods. Vi blev sat af ved en lille kaffebar, hvor vi fik at vide, at dette ville være det sidste toilet med skyl, vi ville se de næste 24 timer.
Op det gik
Eventyret kunne nu for alvor begynde. Volcán Acatenango er en del af bjergkæden Sierra Madre, som strækker sig gennem Mexico, Guatemala, El Salvador og Honduras. Med en højde på 3.976 meter er vulkanens tinde det tredje højeste punkt i Centralamerika.
Allerede ved stiens begyndelse kunne vi mærke, at luften var blevet tyndere. I denne højde var der 26 % mindre ilt end ved havets overflade. Vi følte begge, at vi havde en god kondition, men den lette stigning var alligevel hårdere, end vi havde forventet.
Første etape af ruten førte os forbi landbrugsjord og marker, hvor vi kunne se resterne fra majshøsten og calla liljer i fuld flor. Turen var knap begyndt, og udsigten var allerede storslået. I takt med, at vi bevægede os længere op ad vulkanens stejle side, passerede vi flere grupper af udmattede vandrere på vej ned igen.
Vi traskede derudad med jævnlige pauser, hvor vi kunne få fyldt væskedepoterne i den lune formiddagssol. Fra de åbne marker blev vi indhyllet i tågeskovens fugtige og mosbeklædte indre. Underlaget bestod af en kompakt jordbund dækket af et tyndt lag vulkansk sand, der forvandlede stien til en skøjtebane. Vi måtte holde tungen lige i munden for ikke at glide i det udfordrende terræn. Gudskelov for vandrestavene!
Velkommen til basecampen
Efter tågeskovens udfordrende terræn var frokostpausen yderst tiltrængt. Vi var nået halvvejs på ruten, og forude ventede bjergskoven. Den frodige og tætte bevoksning blev erstattet af hårdføre fyrretræer, der voksede mere spredt. Flere stammer stod afstumpede og døde tilbage efter en hård kamp mod den lave temperatur og barske vind.
Fyrretræernes højde begyndte at aftage, og det samme gjaldt stigningen. Det sidste stykke vej var nærmest flad og bestod af mørkt vulkansk sand. I en højde af godt 3.600 meter og et iltniveau, der var 36 % lavere end ved havoverfladen, nåede vi vores basecamp.
Volcán de Fuego lå blot 2,5 kilometer væk og bød os velkommen med et øredøvende brøl og en enorm askesky. Vi fik herefter tildelt køjer i små blikhytter, der skulle beskytte os mod vind og vejr (og eventuelle vulkanudbrud). De af os, der skulle videre mod Fuego, pakkede rygsækkene med varmt tøj og begav os afsted på den hidtil sværeste del af vores tur.
På toppen af verden
Første del af ruten førte støt ned ad bakke i godt en kilometer, hvor vi begge faldt et par gange i det løse sand. Efter et kort hvil, hvor vi fik mulighed for at tømme skoene, gik stien direkte op ad Fuegos stejle side. Vegetationen var yderst sparsom, og undervejs passerede vi aske og klippestykker fra tidligere udbrud.
Endelig nåede vi toppen, og det var alt besværet værd. Vi stod kun 150 meter fra Fuegos krater med en udsigt, der tog pusten fra os. Vi befandt os over skyerne sammen med seks af Guatemalas vulkaner. Kulden kom snigende, og vi begyndte at iklæde os de mange lag tøj. Selv iført huer, handsker og tykke trøjer kunne vi ikke holde den nådesløse vind ude.
Solnedgangen var ulig noget, vi nogensinde havde set, og vi stod tilbage med følelsen af at være bittesmå. Det var svært ikke at føle sig ydmyg blandt disse giganter. Jeg har aldrig oplevet en så tryllebindende og surrealistisk udsigt. Vi var udmattede, overvældede og hundefrøs, men vi stod på toppen af verden.
Turen tilbage foregik med pandelamper i bælgmørke. Benene var trætte, og stien til basecampen syntes uendelig lang. Da vi nåede tilbage, fik vi udleveret lune håndklæder til at tørre asken af ansigterne, inden vi fik serveret varm kakao og aftensmad. Udmattede satte vi os foran lejrbålet med udsigt til Fuego og blev til sidst belønnet med et glødende udbrud. Vi så lava! Og det var fuldstændig fantastisk.
Nedstigningen
Efter en iskold nat med blot fire timers søvn og en ihærdig regn trommende på bliktaget var vi klar til at påbegynde nedstigningen. Vi befandt os midt i en regnsky, som skjulte alt omkring os. Turen ned var en udfordrende omgang, hvor den fugtige jord fik os til at skøjte rundt. Vi måtte virkelig holde tungen lige i munden for ikke at falde og potentielt skabe en dominoeffekt.
Alle ønskede at komme ned så hurtigt som muligt, så pauserne blev færre og kortere. Benene var trætte, og vi kørte udelukkende på reserverne. Det var en stor lettelse, da vi endelig nåede Aldea La Soledad, hvor vi kort efter blev hentet af bussen. Samtalerne var sparsomme, og nogle få blundede på turen tilbage til Antigua.
Vi blev sat af hos Wicho & Charlie’s, hvor de fleste straks gik målrettet mod toiletterne. Det værste snavs blev vasket af hænder og ansigt, hvorefter vi returnerede det lånte udstyr. Personalet kvitterede med iskolde øl, som vi nød i deres gårdhave, før vi tog afsted mod vores hotel.
Aldrig har et varmt bad føltes så godt! Og aldrig har det været så tiltrængt at kaste sig på sengen for at hvile de trætte ben. Vi havde ikke skyggen af intention om at bevæge os, og resten af dagen blev tilbragt med at se film, mens vi spiste snasket mad. Da vi lagde os til at sove den aften, var vi lykkeligt uvidende om, hvor ømme vores kroppe ville være den kommende dag.
4 kommentarer til “Mødet med Señor Fuego”
Hej med jer. Mange tak for nye oplevelser. dejlig at jeg kan følge jer. Håber I har det godt, der går det godt. Knus til jer begge.
Velbekomme ☺️ Vi synes det er så hyggeligt at dele vores eventyr.
Det er fantastiske beskrivelser og smukke smukke billeder og sikke oplevelser i får. Imponerende og kæmpe respekt
Tusind tak Konni