CWTCH [kʊtʃ] substantiv
At finde en følelse af hjem og sikkerhed i en anden persons omfavnelse.
I dag er det et år siden, vi rejste ud. På en måde føles det, som om det var i går, men samtidigt virker hverdagen i Hørning som en fjern drøm. Vi gav afkald på vanerne, trygheden og de daglige rutiner for i stedet at kaste os ud, hvor vi ikke kunne bunde. Et helt år på farten har givet anledning til refleksion. Traf vi det rigtige valg, da vi besluttede os for at forlade Danmark? Svaret er et stort JA!
Førstehåndsindtrykket
Det var med en klump i halsen, at vi for et år siden sad i toget på vej til lufthavnen. Vi havde netop givet de sidste farvelkram til vores forældre, og vi sad i tavshed. Det havde været en tårevædet afsked, og det havde rørt os begge dybt. Vores beslutning påvirkede ikke kun os selv, men også alle de mennesker, vi havde i vores liv. Nu var det alvor, og der gik lidt, før sommerfuglene atter tog over.
Da vi landede på Barbados mange timer senere, var det blevet aften. Turen fra lufthavnen til vores Airbnb var lang og førte os ud midt i ingenting. Vejen var hullet, alt var mørkt, og der var ikke et øje at se. Det føltes, som om vi var milevidt fra byen, og det lignede ikke tilnærmelsesvis det caribiske paradis, vi havde håbet på. Nå ja, og så lugtede det mærkeligt. Vi lagde os begge til at sove med en underlig følelse af… hjemve.
Dagen efter stod vi op midt mellem de raslende sukkerrør og med udsigt til det azurblå caribiske hav i horisonten. I baghaven lå en gammel sukkermølle, og poolen lokkede med en kølende dukkert. Måske var Barbados trods alt det paradis, vi havde forestillet os. Bare på en lidt anderledes og uventet måde.
Uanset hvad vil Barbados altid have en særlig plads i vores hjerter. Både lokalbefolkningen og de utallige tilflyttere tog os under deres vinger og viste os, hvad næstekærlighed indebærer. Vi har fået venskaber for livet og fik ikke blot et glimt af hverdagen, men blev en del af den. Selv efter et år får vi stadig beskeder fra den lokale politibetjent, som efter mange år i tjenesten var blevet kyllingefarmer.
Hvad er det værste der kan ske?
Spørgsmålet ‘Hvad er det værste, der kan ske?’ fyldte meget, særligt for mig. Jeg har været tryghedsnarkoman hele mit liv, og selvom jeg har udfordret nogle grænser, har det stadig været med et solidt sikkerhedsnet under mig. Det at rejse ud uden at vide, hvad morgendagen bringer, om der overhovedet er varmt vand i bruseren, og om der er et solidt mobilnetværk, var et kaos, jeg skubbede bagerst i bevidstheden.
Men hvad var så det værste, der kunne ske? Vi fik noget af en brat opvågning, da vi opdagede, at leveomkostningerne på Barbados faktisk var højere end i Danmark. Dagligvarerne var åndsvagt dyre, fordi alting skulle importeres til den lille ø. Samtidig var vi endnu ikke så rutinerede i vores nye livsstil, så vi fyldte indkøbskurven med de samme varer, som hvis vi havde været en tur i Brugsen i Hørning. Havde vi haft den erfaring, vi har i dag, er vi sikre på, at vores økonomi på Barbados havde set helt anderledes ud.
Den første rigtige prøvelse kom først efter et halvt år. Vi havde været på sommerferie i Danmark og var på vej videre til Emiraterne. Billetterne var købt i sidste øjeblik, og alt var gået som smurt. Vi var mellemlandet i Wien med alt bagagen i behold, men da vi nåede Abu Dhabi, manglede vi en kuffert. Det var halvdelen af alle vores ejendele, og de var sporløst forsvundet. Rasmus havde fødselsdag den kommende dag, og hans gave lå ligeledes i den mistede bagage. Jeg kunne mærke panikken tage overhånd. Gudskelov holdt Rasmus hovedet koldt, og det var endda primært hans ejendele, der var væk.
Selv efter så mange måneder kæmper vi stadig med flyselskabet. Vi har terpet EU-lovgivning til den helt store guldmedalje og har været i kontakt med diverse officielle instanser. Det kunne umiddelbart lyde som et mareridt, men overordnet set har vi i virkeligheden lært rigtig meget. Jeg startede med at opfatte hele episoden som et kæmpe nederlag. I virkeligheden har jeg lært, at døde ting kan erstattes, og at det er formålsløst at ærgre sig så meget over noget, jeg ikke er herre over.
Hvad har vi lært?
Da vi drog ud, var det med særligt fokus på, at vi var klar til at leve i livet. Vi ville udforske hvad verden havde at byde på. Det var ikke en flugt, men en dannelsesrejse. Vi har lært så meget om os selv, hinanden og verden. Vi joker nogle gange med, at vores livsstil er IKEA-testen på speed. Kan et parforhold overleve, når man er sammen 24/7 og ændrer spillereglerne hver eneste måned, så må det kunne overleve alt.
Vi er i den grad røget i totterne på hinanden. Når alt andet er fremmed, er det vigtigt at arbejde som et hold. Og når man er sammen hvert minut, hver eneste dag, er det vigtigt at give hinanden plads. Det har til tider været svært at balancere, særligt når vi begge har gennemgået en stor individuel transformation. Her et år efter vores udrejse har vi aldrig været tættere.
Når man rejser på den måde, vi gør, og konstant bliver præsenteret for nye kulturer, kan man ikke undgå at lægge en del fordomme bag sig. Fordomme kommer fra uvidenhed og ofte ser man først sandheden når den er lige for næsen af en. Jeg er ofte blevet spurgt om det som kvinde var utrygt at gå alene rundt i mellemøsten, men i virkeligheden har jeg sjældent følt mig så sikker på gaden, som jeg gjorde da vi var i Emiraterne. Samtidigt er vi ikke en eneste gang blevet antastet i Guatemala City, selvom de fleste rejseguides og udenrigsministerier siger, at man skal holde sig langt væk.
Vi er gladere, vi er mere tolerante, vi er nysgerrige og vi er åbensindede. Vi har også lært at nøjes. Alt det ekstra “fyld” vi havde i Hørning, var intet andet end fyld. Vores ejendele består efter et år stadig kun af tre kufferter, som endda er blevet lettere. Til gengæld har vi erfaret at vi virkelig sætter pris på vores kaffe. Vi har derfor tilføjet både instantkaffe, en espressokande og en aeropress til vores arsenal, så vi er helgarderet når kaffetørsten melder sig.
Venner uden grænser
Vores verden har i den grad udvidet sig. Vi har fået venner og bekendtskaber over hele verden. Efter flere år hvor mange af vores relationer er opstået gennem skole og arbejde, møder vi nu primært folk på baggrund af interesser og livsstil. Vi er stødt på ligesindede nomader, dykkeentusiaster og vulkanjægere. Personlighederne har klikket og selv efter ganske kort tid sammen, blev genforeningerne straks planlagt.
Afstand er heller ikke længere en forhindring. Nogle gange kigger vi tilbage på vores forhold til afstande da vi boede i Hørning. Det kan virke helt absurd at afstanden fra Aarhus til København engang var uoverskuelig. For en måneds tid siden rejste vi til USA for at deltage i et bryllup og til sommer skal vi til Devon (Sydvestengland) for at besøge et par venner vi mødte i et vandland i Abu Dhabi. Derudover har vi en åben invitation i Dubai, som helt sikkert skal udnyttes inden året er omme.
Med en lang liste af nye venner, er det også vigtigt at nævne de “gamle” i Danmark. Da vi i sommer og julen var på turné rundt i landet, var det som om tiden havde stået stille. Vi er virkelig taknemmelige for at have så stærke venskaber, der trives selvom den fysiske afstand er vokset. Nogle bånd er endda blevet stærkere.
Hvornår kommer I hjem?
Hvornår kommer vi så tilbage til Danmark for at slå os ned? Som det ser ud nu, er det ikke noget, vi ser ske i den nærmeste fremtid. Når folk spørger os, bliver det ofte formuleret: ‘Hvornår kommer I hjem?’ Det har fået os til at tænke over termen ‘hjem’ og, hvad det betyder for os.
For os er hjem ikke nødvendigvis Danmark. Vi ser det ikke længere som at tage hjem, når vi besøger Danmark. For os er hjem, hvor end vi er i verden. For mig er hjem der, hvor Rasmus er. Det kan være i en lejlighed i Mexico, på en luftmadras i Aarhus, eller på et hotelværelse i Dubai. Vi føler ikke længere, at hjem skal defineres som noget materielt, men tværtimod som en følelse.
Jeg er stødt på ordet ‘cwtch’. Udtrykket stammer fra Wales og er et af de ord, der ikke kan oversættes direkte, ligesom ‘hygge’. Ordet dækker over en helt særlig form for omfavnelse, der giver følelsen af at være hjemme. Dette kram er en sikker havn, hvor man kan føle sig tryg, elsket og forstået. Gestussen er dybt forankret i walisisk kultur og bruges til at udtrykke kærlighed, trøst og støtte på en måde, der går ud over det fysiske. Cwtch er hjem på en måde, murstensvægge ikke er.
4 kommentarer til “Hvornår kommer I hjem?”
Kære jer to dejlige unge mennesker. Tak endnu en gang for oplevelser. Nyd livet, selv om jeg savner jer meget. Lev livet og oplev den, oplevelser kan man ikke få for mange af. Mange knus og tanker til jer. Mormor
Kære mormor,
Tusind tak! Du kan tro vi også savner jer derhjemme, det er der bestemt ingen tvivl om. I er alle med os i vores hjerter ♥️
Sikke en beskrivelse. Det er intet mindre end fantastisk. Hvor er det kloge ord om at opleve og leve i nuet.
Fortsat god tur rundt i verden og nyd hvert minut.
Tusind tak Konni ☺️