Velkommen til Caribiens Naturø – Dominica!
Hjemsted for intet mindre end 365 floder og 9 aktive vulkaner. Det var disse vulkaner der særligt fangede vores interesse, da vi satte kursen mod den mest bjergrige ø i De Små Antiller. Dominica emmer af vulkansk aktivitet og da Rasmus erfarede at vi kunne besøge Den Kogende Sø, var han ikke til at stoppe.
Forberedelserne
En (meget) tidlig mandag morgen pakkede vi bilen og begav os afsted mod Morne Trois Pitons National Park. Den 7.000 hektar store nationalpark er optaget på UNESCOS verdensarvsliste for sin storslåede natur og rige biodiversitet. Vi var helt forblændede af udsigten til at opleve en kogende sø og havde derfor ikke skænket den omkringliggende natur megen tanke. Efter godt en uge på Dominica havde vi allerede fået et smugkig på øens skønhed, men hvad der ventede os, var af en helt anden kaliber.
Den Kogende Sø var klart øverst på listen over ting, vi måtte se på Dominica, så vi var fast besluttede på at være velforberedte til vandringen. Vi læste begge godt op på turen inden vi drog afsted – både i vores trofaste Lonely Planet guide, men også på diverse rejseblogs. De fleste understregede at ruten kunne være svær at navigere på egen hånd og rådet lød: “Få jer en guide!”. Så det gjorde vi. Med os på dagens eventyr havde vi vores lokale guide Chadi, som skulle lede os helskindede igennem den 13 kilometer lange vandretur.
Efter at have samlet Chadi op i vores lejede firhjulstrækker, satte vi kursen ind i landet. Undervejs satte han os ind i, hvad dagen ville byde på. Foran os ventede 7-8 timers vandring i stigende sværhedsgrad. Ruten bestod af tre etaper:
Vi parkerede bilen ved Titou Gorge, som i sig selv er en stor attraktion på Dominica. Det fristende vand måtte dog vente til senere, hvilket passede mig udmærket, da det var en kølig morgen. Smurt godt ind i solcreme og med rygsækkene fyldt op med vand, snacks og myggespray(!), begav vi os ud på rutens første og letteste etape.
Regnskov og orkidéer
Første del af ruten førte os ind i regnskoven med let støvregn fra skyerne over os. Det virkede fuldstændig perfekt at starte denne ikoniske vandring ud med at lade sig opsluge af den regnglinsende skov. Resten af verden ophørte med at eksistere, og vi var nu omgivet af naturens beroligende stilhed.
Stien førte os med en jævn stigning op mellem gigantiske châtaigniertræer med rødder, der var højere end os selv. Vi testede vores evner som Tarzan og Jane, da vi svingede i lianer og blev forbløffede over, hvor solide de var. Chadi fortalte ivrigt om de forskellige planter, vi mødte på vores vej og udpegede blandt andet vilde orkideer for os. Det var helt vanvittigt at se denne ellers skrøbelige blomst stortrives lige foran næsen på os. Den selvsamme blomst, som i de danske potteplanter er så yderst sensitiv over for mængden af sollys og vand. Vi var havnet i dens rette element. Eller rettere, vi var havnet i samtlige af vores gamle stueplanters rette element. Der gik næsten sport i at udpege de planter, vi genkendte fra Rasmus’ kontor eller vores gamle hjem i Hørning. Forskellen var bare, at de på Dominica var kæmpestore!
Vi lærte om balsamtræets betydning for Dominicas oprindelige folk, kalinagoerne. Træet blev og bliver stadig anvendt til at lave kanoer. Stammen udhules ved hjælp af små kontrollerede bål. Ilden gør træet blødere at arbejde med og nemmere at skrabe ud. Balsamtræernes harpiks har en vokslignende konsistens og er stærkt brændbart. Kalinagoerne brugte den til at lave fakler og antænde bål. Chadi demonstrerede harpiksens evner ved at kreere en hjemmelavet tændstik og antænde den. I daglig tale bliver træet sjovt nok også kaldt candlewood.
Første del af vores vandring nåede sin afslutning, da vi krydsede Breakfast River, hvor vandet dovent rislede afsted i formiddagssolen. Fra dette punkt var der kun en vej mod Den Kogende Sø – og det var op!
Bjergetapen
Benene skulle nu sættes på prøve, da vi stod overfor Morne Nicholls, som stod i skarp kontrast til første etapes blide stigning. Med sine 966 højdemeter fik det Himmelbjerget til at blegne og sveden til at pible. Morne Nicholls er Dominicas syvende højeste bjerg. Det er opkaldt efter lægen Sir Henry Alfred Alford Nicholls, som i slutningen af 1800-tallet efter sigende var den første til at opdage Den Kogende Sø. Mon ikke kalinagoerne har en lidt anden opfattelse, hvad det angår?
Selvom vi blev hjulpet af trinnene, der var udgravet i bjergsiden, krævede det stadig meget høje knæløft at komme op ad den stejle rute. Udsigten fjernede dog let vores fokus fra mælkesyren i benene. På toppen tog vi os et velfortjent hvil og fyldte depoterne op. Ikke alene havde vi udsyn til hovedstaden Roseau, men vi fik også det første glimt af dagens hovedattraktion, da vi skimtede en dampsky stige op i det fjerne.
Turen ned var næsten lige så vanskelig som turen op, og stien var næsten skjult efter gentagne jordskred og regnskyl. Vi måtte bruge hænderne for at komme ned ad den mudrede og ujævne bjergside. Ruten var glat, og vi måtte holde tungen lige i munden for ikke at falde på røv og albuer. Men hold nu op for et syn der ventede os efter nedstigningen.
Jurassic Park møder Ringenes Herre
Som taget direkte fra Tolkiens univers lå tredje etape af vores vandring foran os: The Valley of Desolation – trøstesløshedens dal. Og ja, det var lige så dramatisk som det lyder! Vi var ved at tabe underkæben over denne nærmest apokalyptiske ødemark, der åbenbarede sig foran os. Var vi i virkeligheden på vej ind i Mordor?
Dalen, vi var på vej til at krydse, var formet af tre kratere fra aktive vulkaner. Et fuldstændigt overjordisk landskab, komplet med dampskyer, der bølgede forbi. Området fungerede som en kæmpe ventil for de omkringliggende vulkaner og mindskede dermed risikoen for egentlige udbrud. Trykket i de aktive vulkaner blev simpelthen holdt nede ved udluftning af damp og gas gennem sprækker i den jord, vi skulle til at gå på. Dalen var næsten blottet for vegetation på grund af de svovlholdige gasser, og blev i stedet malet i regnbuens farver af svovl, jern og kulstof fra undergrunden.
Det var denne strækning, der kunne være svær at navigere uden en guide. Stedet var fyldt med små kogende kilder, opvarmet af vulkanernes magma. Ikke lige stedet man havde lyst til at træde forkert.
De svovlholdige gasser fik hele dalen til at lugte voldsomt af æg. Meget passende hev Chadi tre æg frem fra sin rygsæk, som han nænsomt pakkede ind i blade og placerede i en af de kogende kilder. “Snacks til turen tilbage”, fortalte han.
Fra asken til ilden
På den anden side af dalen fulgte vi små vandfald og krystalklare vandløb, hvor det kolde vand fra bjergene mødte de kogende kilder og skabte små varme bassiner. Vi krydsede flere floder, og Chadi udpegede skjulte huller med vulkansk mudder. Med hjemmelavede ansigtsmasker trodsede vi de sidste stejle skrænter ved hjælp af reb.
Langt om længe nåede vi dagens helt store mål. Den Kogende Sø var nærmest usynlig i den kæmpe dampsky, der først mødte os. En let brise gav os dog et smugkig på den 60 meter brede sø og dens bulderkogende overflade – et storslået og samtidigt frygtindgydende syn. Temperaturerne langs kanten af søen ligger på omkring 82-92 grader, mens man aldrig har kunnet måle på den hidsigt kogende midte. Den Kogende Sø er den næststørste af sin slags, kun overgået af Frying Pan Lake i New Zealand, som vi selvfølgelig straks tilføjede til vores bucketliste.
At opleve søen var et af de øjeblikke, hvor man ikke rigtigt tror sine egne øjne. Kunne det virkelig passe, at disse massive vandmængder foran os kogte? Der skulle jo enormt meget energi til at opvarme en sø i den størrelse. Med tanke på et egentligt vulkanudbrud var det måske i virkeligheden ikke så ufatteligt, om end endnu mere skræmmende.
Tilbage til start
Vi havde knoklet og svedt en halv dag for at nå vores endelige destination. Nu ventede det hele en gang til, og denne gang i den bagende eftermiddagssol. Det kunne umiddelbart lyde som en halvkedelig og hård affære, men endnu en gang beviste Chadi sit værd. På vej tilbage til The Valley of Desolation viste han os en halvskjult varm kilde, vi kunne bade i. Det lille bassin og dets vandfald lignede noget fra et maleri. De ømme stænger fik sig et tiltrængt hvil, og ansigtsmaskerne blev skyllet af.
Benene havde fået sig et boost, og nu manglede maverne det samme. Vores æg var (svært) hårdkogte og klar til at give os et skud protein, inden vi endnu en gang stod over for Morne Nicholls’ stejle stigning. På toppen forsynede Chadi os med skittles, og selvom vi var ved at være godt trætte, var humøret fortsat højt.
Da vi efter 6 timer og 20 minutter nåede tilbage til start, kunne vi langt om længe tage en dukkert i Titou Gorge, en vandfyldt kløft forsynet af et mindre springvand. Det kølige vand var ren magi ovenpå den varme vandretur, og vi tog os god tid til at flyde rundt. Som tidligere nævnt er kløften en attraktion i sig selv. Det var nemlig her, selveste Orlando Bloom plaskede rundt under optagelserne til Pirates of the Caribbean. Den historie skal I nok høre mere om en anden gang.
Trætte, slidte og overvældede
En lang vandring var slut. Vi var fuldstændigt overvældede! Vores hoveder var fyldt godt op med indtryk og ny viden. Vi forsynede os med chokolade og frisklavet passionsjuice, inden vi satte Chadi af inde i Roseau og begav os nordpå mod vores indkvartering. Havde vi brug for en guide til at navigere? Nej, det havde vi egentlig ikke, men vi fortryder på ingen måde vores valg. Historierne undervejs og de sjove indslag var det hele værd.
Efter en uendelig lang køretur ankom vi endelig til lejligheden. Godt trætte var vi klar til at hoppe på hovedet i seng med ømme ben og ufattelig blød hud i ansigterne. Godt, vi ikke på det tidspunkt vidste, hvor mørbankede vores kroppe ville være den næste dag.
5 kommentarer til “Den kogende sø”
Hej med jer. Sikken en oplevelse i har fået. Det er hele turen hver. Knus og tak for oplevelser.
Tusind tak mormor♥️ Vi er glade for, at du har lyst til at følge med her på bloggen!
SIkke en spændende tur i her har haft til Den kogende Sø. Knus til jer ❤️
Det var det virkelig!
Pingback: Mødet med Señor Fuego - UDVE