Da vi besluttede os for at drage ud på vores store eventyr, var vores kendskab til Caribien stærkt begrænset. Derfor anskaffede vi os en guidebog for at få et overblik over de mange små øer. Én ø i særdeleshed fangede vores opmærksomhed. Selvom vi ikke kendte til øen Montserrat, var navnet velkendt, og med sin skæbnesvangre historie, rykkede den straks op på toppen af vores liste.
Virker det navn ikke bekendt?
Mange har nok, ligesom os, stødt på navnet Montserrat på den ene eller den anden måde. Navnet kommer fra catalansk og betyder ‘takket bjerg’, hvilket umiddelbart kunne beskrive en del bjergtinder rundt omkring i verden. Ikke desto mindre, kobles navnet oftest til et helt særligt bjerg nær Barcelona.
Bjerget er hjemsted for Benediktinerordenen og er et yderst populært pilgrimsmål. Årsagen er en ikonisk afbildning af Jomfru Maria. Figuren er skytshelgen for Catalonien, og flere hundredetusinde pilgrimme besøger hende årligt i håbet om at opleve hendes mirakler.
Den religiøse tilknytning til navnet Montserrat har haft stor betydning for dets videreførelse. Kigger vi nærmere på koloniseringen og navngivningen af Den Nye Verden, er bibelske navne klart i spidsen, sammen med navnene på de gamle europæiske monarker, selvfølgelig.
Opdagelsesrejsende og munke har spredt navnet Montserrat vidt og bredt for at hædre deres helgen. Benediktinerne bragte blandt andet navnet til Buenos Aires, hvor bydelen Montserrat senere inspirerede skrifttypen af samme navn. Skrifttypen Montserrat anvendes i dag på godt 19 millioner hjemmesider, og udve.dk er ingen undtagelse. Du sidder netop nu og læser en fortælling om Montserrat skrevet med Montserrat.
Irske aner
Christoffer Columbus bragte ligeledes navnet med sig over Atlanterhavet, hvor han i 1493 opkaldte en lille ø i Caribien efter den spanske helgen. Endnu et land var blevet opdaget og navngivet under det spanske flag, men øen blev aldrig koloniseret af spanierne. Dette tilfaldt i stedet Kongeriget England, som transporterede irske katolikker fra de nærliggende engelske kolonier til Montserrat. Også irere på flugt fra forfølgelse i hjemlandet søgte til den 102 km² store ø i håbet om en bedre fremtid.
I dag er Montserrat et Britisk Oversøisk Territorium, men den stærke tilknytning til Irland er ikke til at tage fejl af. Faktisk bliver Montserrat også omtalt som Caribiens Grønne Ø, som en hyldest til de irske aner. Den irske baggrund afspejles tydeligt i landets kultur og traditioner. Sproget indeholder ord inspireret af irsk gælisk dialekt, og flere landsbyer bærer irske navne. Flaget prydes endda af gudinden Ériu, som anses for at være personificeringen af Irland.
Selv fejringen af Skt. Patricks Dag når helt nye højder på Montserrat. Festlighederne varer ikke kun en enkelt dag som navnet antyder, men strækker sig i stedet over en hel uge. Det er en unik blanding af irsk tradition, afro-caribisk kultur og et minde om det mislykkede slaveoprør på Skt. Patricks Dag i 1768. Fejringen er en hyldest til øens kulturelle arv og er en vigtig begivenhed for øens indbyggere. Vi havde desværre først mulighed for at besøge Montserrat en uge efter fejringen, men udsmykningen hang stadig rundt på øen og vidnede om en fest af dimensioner.
Vulkanen vågner
Montserrat tilhører øgruppen kendt som De Små Antiller. Det unikke ved disse øer er, at de befinder sig i en såkaldt subduktionszone. For at undgå at kede jer halvt ihjel med udførlige redegørelser om pladetektonik og geologiske termer, vil jeg opridse essensen: området er et vulkansk hotspot!
De Små Antiller er hjemsted for intet mindre end 21 aktive vulkaner, fordelt over 11 øer. På Dominica har vulkanerne så mange naturlige ‘ventiler’, at trykket holdes nede. Den eneste registrerede aktivitet i moderne tid er dampeksplosioner, som opstår, når grundvand møder den glohede magma. Montserrat, derimod, har ikke været lige så heldig.
Året var 1995. Soufrière Hills havde ikke haft et udbrud i 370 år. Faktisk var der kun registreret seismisk aktivitet fra vulkanen cirka hvert tredivte år siden slutningen af 1800-tallet. Indbyggerne på Montserrat levede i harmoni med naturen på deres lille caribiske paradisø. Jorden på vulkanens sider var særligt frugtbar og blev flittigt dyrket. Faktisk befandt hele 80% af landets infrastruktur sig på den sydlige del af øen i skyggen af den mægtige vulkan – inklusive hovedstaden, Plymouth.
På en ellers ganske normal julidag rungede et øredøvende brag over Montserrat. Beboerne på øen beskrev lyden som et brøl fra en jetmotor. Drønet stammede i virkeligheden fra en dampeksplosion fra den ellers sovende vulkan, og det skulle vise sig at være startskuddet til en kædereaktion af udbrud.
I løbet af de følgende år blev den lille caribiske ø rystet i sin grundvold. Gentagne udbrud sendte laviner af gas, aske og klippestykker – nogle så store som huse – stormende ned ad vulkanens sider. Med hastigheder på omkring 130 kilometer i timen og temperaturer op til 600°C ødelagde de massive laviner alt på deres vej. Et særligt stort udbrud i 1997 bragte tragedien til et hidtil uset niveau. På blot 25 minutter kostede vulkanen hele 19 forsvarsløse menneskeliv og efterlod en dyb følelse af sorg i sit kølvand.
Færgeturen fra helvede
Ø-hop i Caribien er ikke helt billigt, hvis man ikke har adgang til en båd. Flyruterne inkluderer ofte en del mellemlandinger, og priserne kan være svimlende høje. Jeg greb derfor chancen, da jeg opdagede, at der var planlagt en færgeafgang fra Guadeloupe til Montserrat. Der var kun to afgange i 2023, og vi var så heldige at befinde os på det rette sted på det rette tidspunkt.
På vores næstsidste dag på Guadeloupe begav vi os af sted til den lille havneby Deshaies på øens nordvestkyst. Vi var ikke de eneste, der havde set vores snit til at besøge Montserrat, og køen til paskontrollen virkede uendeligt lang. Heldigvis lå der en bager rundt om hjørnet, og formiddagssolen begyndte så småt at få fat. Da færgen endelig stævnede ud, begyndte sommerfuglene i maven for alvor at krible.
Det var dog ikke kun spænding, der gav sug i maven. Overfarten viste sig at blive en meget spændende oplevelse for os begge. Jeg har aldrig kunnet prale af at være søstærk, selvom det muligvis er blevet en smule bedre med årene. Rasmus kunne derimod ikke mindes nogensinde at have været søsyg. Det ændrede sig på denne tur…
Omgivet af en fnisende skoleklasse begav vi os ud på den halvanden times lange sejltur – troede vi. På grund af den turbulente søgang måtte vi dog udholde endnu en halv times tortur. For at gøre ondt værre var vi tvunget til at lytte til det øredøvende lydspor fra en tyrkisk tegnefilm, der bragede ud af færgens højtalere. Selv de ellers hvinende teenagere blev stille ved lyden af den animerede kats toiletbesøg. For at fuldende oplevelsen skiftede vinden pludselig retning, og vi blev omsluttet af en tiltagende dieselhørm, der lagde sig som en tåge omkring os.
Kaos på kajen
Da færgen endelig lagde til kaj, var passagererne tæt på at vælte over hinanden for at komme ud i den friske luft. Et lettelsens suk undslap os begge, da vi trådte ud på landgangsbroen. Jeg tror aldrig, jeg har været så glad for at få fast grund under fødderne i mit liv.
Strabadserne var dog hurtigt glemt, da vi blev budt velkommen af tonerne fra olietønder. Et kalypsoband stod simpelthen klar til at modtage os. Og de var ikke de eneste. Foran os ventede utallige sælgere, der kunne tilbyde alt fra mad til billige souvenirs. Det viste sig nemlig, at netop denne færgeoverfart var den første siden 2019. Indbyggerne havde derfor skruet godt op for charmen, og det ville ikke overraske mig, hvis halvdelen af øen var mødt op.
Vi havde booket en guidet tur hjemmefra for at få mest muligt ud af vores dagstur til Montserrat. Det er faktisk ikke engang tilladt at udforske eksklusionszonen på egen hånd grundet Soufriére Hills’ lunefulde temperament. Tilladelser udstedes udelukkende til autoriserede guides på baggrund af daglige risikovurderinger. Gudskelov var heldet med os, og der blev givet grønt lys til dagens eskursioner.
Det gik dog ikke helt gnidningsfrit. Med 431 besøgende, der alle meldte deres ankomst samtidigt, måtte landets turistindustri arbejde på højtryk. Et overvældende antal taxier, busser og biler holdt klar ved enden af kajen. På overfladen virkede det ganske velforberedt, men der var en mindre brist i den ellers imponerende planlægning – der var simpelthen ikke nok køretøjer eller guider.
Mens mange af færgepassagererne blev kørt afsted mod nye eventyr, stod vi sammen med en mindre gruppe “efterladte”. Ejeren af guidefirmaet virkede helt rundt på gulvet, og vi kunne nærmest høre tandhjulene knirke. I sidste øjeblik fik han dog indløst et par tjenester, og efter en times ventetid kunne vi også drage afsted mod vulkanen.
Spøgelsesbyen
Køreturen sydpå bød på fortællinger om en tid præget af usikkerhed, tab og afmagt. Vores guide fortalte, at Montserrats indbyggere blev tilbudt britisk statsborgerskab i kølvandet på de første udbrud. Dette resulterede i, at landets befolkning blev halveret, og i dag tæller blot 5.000 individer. Denne lille gruppe af øboere nægter at lade vulkanen slå dem ud, og de kæmper stædigt videre for at genopbygge deres hjemland.
Undervejs fik vi udpeget tidligere bebyggelser. Nogle steder var marker og huse begravet under op til tredive meter aske og klippestykker. Her og der kunne man skimte en tagryg, men størstedelen af området lignede mest af alt én stor sandkasse. Da vi nærmede os Plymouth, begyndte katastrofens omfang virkelig at dæmre for os. Selvom Plymouth er en del af eksklusionszonen, er byen stadig den officielle hovedstad på Montserrat. Synet der mødte os, var dog en diametral modsætning til de hovedstæder, vi tidligere havde besøgt.
Foran os lå en spøgelsesby. Det var nærmest umuligt at forestille sig, at byen engang sprudlede af liv. I baggrunden tårnede Soufrière Hills sig op og kastede en faretruende skygge over de ødelæggelser den havde forvoldt. Toppen af vulkanen var dækket af en hvid gassky, udsendt fra sit ulmende indre. På en måde virkede det, som om den hoverede med sin altødelæggende magt, og understregede sit frygtindgydende potentiale.
Vi fik lov til at gå rundt på egen hånd for at udforske resterne af hovedstaden. Flere steder blev vi vidne til udbruddenes gloende temperaturer. Vinduesglas, maling og endda asfalten var smeltet. Metal var krøllet sammen og træværk brændt ned. Stedet mindede os virkelig om, hvilken ødelæggende kraft naturen besidder, og hvor skrøbelig vores eksistens er.
Den nye begyndelse
Vores besøg på Montserrat var en øjenåbner af dimensioner. Soufrière Hills havde forvoldt helt enorme ødelæggelser efter at være vågnet fra sin lange dvale. På få år havde vulkanen begravet flere byer, heriblandt hovedstaden, og forvandlet halvdelen af den lille ø til et ubeboeligt ingenmandsland. At der nogensinde havde været andet end ødemark, var næsten ufatteligt.
Fra et udkigspunkt på Montserrats østkyst havde vi frit udsyn over det smukke azurblå hav. Også her havde vulkanen været på spil og hvis man kigger nøje efter, kan man skimte toppen af en bygning tæt på vandet. Midt på hvad man skulle tro var en slette bryder et kontroltårn frem fra asken og afslører hvor den gamle lufthavn engang befandt sig.
Men turen gav os også mulighed for at opleve den utrolige livskraft og optimisme hos Montserrats indbyggere. Trods alt hvad de har gennemgået, er de stadig fulde af smil og håb for fremtiden. De fortæller glædeligt om deres hverdag, om udbruddene og om deres håb for fremtiden. Deres generøsitet og stærke sammenhold understreger med stor overbevisning, at man kan vende selv de mest håbløse situationer.
Er vi der snart?
Heldigvis holdt Mount Soufrière sig rolig under vores korte besøg, udover en konstant udsivning af gas fra toppen. Før vi forlod øen, besluttede vi at afslutte dagen med en grøn cocktail – et populært valg til fejring af Skt. Patricks Dag. Da vi gik ud til kajen, begyndte solen langsomt at nærme sig havoverfladen og satte et passende punktum for en uforglemmelig dag. Vi steg atter ombord på færgen, denne gang et stempel og en masse oplevelser rigere. Trekløveret i grønt blæk lyser op i de rødbedefarvede pas, som evigt minde om vores besøg på Caribiens Grønne Ø.
Hjemrejsen skulle i følge et bestætningsmedlem være mindre heftig, da forholdene var blevet bedre i løbet af dagen. Sikke en løgnhistorie! Rasmus måtte på jagt efter opkastposer og vand, mens min ansigtskulør blev mere og mere usund. Folk lå på gulvet mellem stolerækkerne og toiletterne var optaget af søsyge stakler (mig selv inkluderet). Udendørsområderne var så tæt befolket at det var et under, at færgen ikke fik slagside. Det lykkedes os at finde et lille hjørne ude på dækket, hvor vi ivrigt indåndede den friske havluft. I bagklogskabens lys var grønne drinks nok ikke den bedste idé inden en sejltur.
Dagen efter fik vi et sidste glimt af Montserrat fra luften, da vi fløj mod Den Dominikanske Republik. Set fra oven var ødelæggelserne endnu mere overvældende. Lavaens spor strakte sig som ar fra vulkanens midte ud til det krystalblå hav. Det var en heftig påmindelse om naturens destruktive kræfter og hvordan tusinder af menneskeliv kan forandres i et øjeblik.
¹ GISGeopraphy: https://gisgeography.com/montserrat-map/
3 kommentarer til “Den slumrende vulkan”
Tak for en ny oplevelse. Knus til jer. vi ses snart.
Sikke en fortælling om trængslerne for indbyggerne på vulkanøen. Spændende og skræmmende
Pingback: Mødet med Señor Fuego - UDVE