Starry Domes
Oman kom ind i billedet som et pludseligt indspark under vores ophold i De Forenede Arabiske Emirater. Uden egentlig at vide meget om landet, stod vi pludselig med to flybilletter til Muscat. Jeg gav mig i kast med at undersøge mulighederne for at besøge Wahiba Sands. Den 12.500 km² store ørken bød på utallige muligheder.
Én oplevelse skilte sig ud fra mængden – Glamping. For dem der ikke kender begrebet, betyder det ganske enkelt glamourøs camping. Efter utallige nætter på en halvflad luftmadras i et kogende telt til diverse festivaler, var udsigten til aircondition og eget bad særdeles tillokkende – især når temperaturerne ofte passerede de 40°C.
Valget faldt på “Starry Domes”. Lejren var nyåbnet og bestod blot af fem kuppelformede telte. Aktiviteter som Dune Bashing og kamelture afgjorde sagen. Jeg bookede et telt og talte dagene til afgang. Da lørdag endelig kom, drog vi ud i vores nyligt lejede bil. Trods buler og gaffatape kørte den lille KIA som en drøm, og klimaanlægget fungerede upåklageligt. GPS’en førte os gennem det smukkeste bjerglandskab. Bjergene knejsede på begge sider af vejen, og deres storhed understregede virkelig, hvor mikroskopiske vi mennesker er. Frokosten indtog vi undervejs, og for blot 3,50 kroner fik vi stillet sulten (og lidt til).
Bjergene begyndte gradvist at flade ud, og snart kunne vi skimte ørkenen i horisonten. Sommerfuglene i maven rørte så småt på sig. Måske var det i virkeligheden fordøjelsen der satte ind, men en ting var sikkert, jeg var virkelig spændt. Det var ikke kun mig, der mærkede forventningerne overtage kroppen. Rasmus havde kun fået opridset de overordnede rammer for udflugten og min åbenlyse begejstring begyndte at smitte af.
Velkommen til Mars
Det var to små børn med julelys i øjnene, der stod klar til afhentning i byen Bidiyah. Byen ligger klods op af ørkenen og da vores bil ikke havde firhjulstræk, havde vi valgt at lade den stå. Vores chauffør samlede os op i en hvid pickup truck og vi begav os ud på de sidste 20 kilometer af vores færd. Der gik kun få minutter før, vi befandt os i ørkenen. Selvom der var spor at køre efter, stod det hurtigt klart for os, at det havde været den rigtige beslutning at lade KIA’en stå. Chaufføren navigerede os selvsikkert (og uden sele) op og ned af klitterne, mens hans undveg de omstrejfende kameler. Eventyret var for alvor begyndt!
Efter en halv times kørsel passerede vi under et skilt med titlen Starry Domes. Vi befandt os på toppen af en kæmpe sandklit med den vildeste udsigt til, ja, sand. Lejren var det eneste bebyggelse i miles omkreds og det var ulig noget vi nogensinde havde set. De kuppelformede telte kunne sagtens have indgået i Ridley Scotts film The Martian. Faktisk til en sådan grad at det ikke ville komme bag på os, hvis Matt Damon trådte ud af et af dem.
Vi fortsatte til lejrens fjerneste hjørne, hvor vi blev sat af foran vores nye bolig. Inden chaufføren forlod os, informerede han os om, at han ville samle os op igen et par timer senere til den planlagte Dune Bashing. Bilen trillede væk og vi stod alene tilbage i ørkenen. Rasmus fik æren af at åbne døren ind til vores helt eget Mars habitat.
Dune Bashing
Stedet skuffede bestemt ikke. Tværtimod overgik det alle forventninger og jeg havde endda afsøgt hvert et hjørne af Instagram i jagten på billeder. Foran os ventede et stort åbent rum med en kæmpemæssig seng, et lille siddeområde, et tekøkken og, som prikken over i’et, et fritstående badekar. Møblerne var alle rettet mod det store panoramavindue i teltets side, og over sengen havde vi frit udsyn til himlen. Bagerst i teltet var der et separat badeværelse udstyret med alle nødvendigheder, herunder den (på disse kanter) obligatoriske numsebruser.
Vi snuppede en hurtig eftermiddagssnack bestående af chokoladecookies og en pose Chips Oman, hvorefter vi var klar til at udforske lejren. Med fornyet energi lod vi legebarnet i os tage over. Vi tonsede grinende op og ned af klitterne, mens det silkebløde sand føg om benene på os. Vinden udviskede hurtigt de spor, vi havde efterladt, og ørkenen fremstod atter uberørt.
Kort før solnedgang begav vi os ud på en omgang Dune Bashing. Begrebet dækker over en form for ørkenræs. Det går i al sin enkelthed ud på at køre som død og djævel over de mange sandklitter. Vi kørte op og ned ad 100 meter høje klitter med sandet susende forbi ruderne. Chaufføren, stadig uden sele, virkede fuldstændig upåvirket. Uden at blinke førte han bilen op ad selv de stejleste sandbanker – en præstation vi slet ikke havde forestillet os var mulig.
Chips Oman har ikke blot opnået kultstatus i Oman, men også i Emiraterne. Fra shawarma til sushi – den letrøgede chip er overalt!
Under stjernerne
Efter et overdådigt aftensmåltid bestående af lokale retter, fik vi besøg af vores vært. Han inviterede os på te i fællesarealet, og vi takkede straks ja. En af de ting, vi elsker ved at rejse, er mødet med andre kulturer. Vi tilbragte et par timer i selskab med værten, hans venner, og nogle af de andre gæster. Der blev citeret arabiske digte, talt om traditioner, og vi sammenlignede forskellige landes åbenhed over for “fremmede”.
Mørket tog til, og stjernerne blev klarere. Desværre var månen så stor og klar, at Mælkevejen ikke var synlig for os. Vores vært udpegede Nordstjernen, som i århundreder har ledt beduinerne på rette vej gennem ørkenen. Saturn og Jupiter var også at finde på himlen over os.
Vi tog afsked med vores vært og vandrede tilbage over ørkenens lune sand. Dynen blev placeret i hængekøjen foran vores telt, og så stod den ellers på stjernekiggeri. Roen gjorde sit indtog, og vi mærkede begge en intens følelse af afslapning. Forpligtelser, opgaver og arbejde var pludselig lysår væk. Vi befandt os på en fjern planet, hvor tiden stod stille, og stilheden dominerede.
Efter flere timer under de mange stjerneskud, så vi månen gå ned. Vi besluttede os for, at vi hellere måtte hoppe til køjs, så vi var friske til morgendagens aktiviteter. Selvom klokken var mange, blev vækkeuret alligevel sat til 05:40. Vores telt var vendt mod øst og vi havde en aftale med solopgangen.
Pandekager og kameler
Da alarmen ringede, var vores øjne tunge som bly. Vi var fuldstændigt udmattede, men det syn, der ventede os, var magisk. Fra sengen kunne vi se solen farve ørkenen i nuancer af rød, orange, og lilla. En ny dag var gryet, men vi var ikke helt klar til at omfavne den. Gardinerne blev trukket for, og vores trætte øjne lukkede sig igen.
Et par timer senere blev vi vækket af lyden af en motor. Morgenmaden var blevet serveret på det lille bord uden for vores telt. Iført morgenkåber listede vi ud i morgensolen for at inspicere lækkerierne. Jeg var i syvende himmel. Foran os ventede en stak små emiratiske pandekager, som vi ivrigt dyppede i både Labneh (drænet græsk yoghurt) og honning. Sådan kunne jeg sagtens starte alle mine morgener. Måltidet blev fuldendt af friskbrygget arabisk kaffe – Gahwa. Selvom kaffen er tynd, opvejes det af den varme smag af kardemomme.
Vores ophold i lejren var ved at nå sin afslutning, men der var stadig ét punkt på listen, vi ikke havde krydset af. Mætte og tilfredse drog vi ud på hver vores kamel for at indtage den nye dag. De vuggende bevægelser, den storslåede ørken og solens lune stråler skabte den perfekte afslutning på en perfekt tur. Selvom vi ikke var endt på Mars, havde den røde verden under vores fødder alligevel ført os på en rejse uden for tid og rum.
2 kommentarer til “Rejsen til Mars”
God morgen fra lille Danmark. sikken en oplevelse I har fået. Dejlige minder I kan tage med hjem. Sammen med mange andre. I bliver aldrig mætte på eventyr. Dejlig I snart kommer hjem. Glæder mig. Knus til jer.
Kære mormor, det var en helt fantastisk oplevelse. Et minde vil aldrig vil glemme. Vi glæder os også til at komme hjem og ser jer ♥️