En fortælling fra St. Nicholas Abbey - del 2
En evig påmindelse
Vores besøg på St. Nicholas Abbey kastede os ind i et mere dystert kapitel af Barbados’ historie. For at imødekomme den stigende efterspørgsel på sukker, blev slaver fragtet fra Afrika til plantagerne for at øge produktionen. Slaveriet i Caribien blev retfærdiggjort af en lovgivning, der opstod på Barbados. Denne lovgivning reducerede de slavegjorte afrikanere til plantageejernes ejendom og frarøvede dem dermed rettigheden over deres eget liv.
St. Nicholas Abbey var ingen undtagelse og benyttede sig også af slaveri. Traditionen dikterede, at slaverne tog plantageejerens efternavn. Dette gjorde det nemmere at identificere, hvilken plantage de tilhørte. Af samme årsag bærer mange nuværende indbyggere på Barbados et historisk aftryk i deres efternavne. Et spor, der leder direkte tilbage til de specifikke plantageejere, der engang ejede deres afrikanske forfædre. Det er derfor ikke usædvanligt at finde efterkommere på Barbados med efternavnet Cumberbatch.
Hov, lyder det navn ikke bekendt? Mange har nok hørt om skuespilleren Benedict Cumberbatch, som er kendt fra blandt andet Sherlock og The Imitation Game. Hans forfædre erhvervede sig St. Nicholas Abbey i 1810 da den tidligere ejer ikke havde efterladt arvinger. Stedets grusomme fortid kom pludseligt meget tæt på da vores turguide fortalte at hun bar selvsamme efternavn, som en nulevende efterkommer af plantagens slaver.
Fort Christiansborg
Det viser sig, at danskerne spillede en langt større rolle i fortidens grusomheder end vi troede. Danmark var den syvende største slavehandlende nation under kolonitiden og transporterede over 100.000 afrikanske slaver til Dansk Vestindien. Det svarer til indbyggertallet i hele Randers kommune. Levevilkårene var forfærdelige og inhumane, hvilket resulterede i, at utallige menneskeliv liv gik tabt.
Selvom Danmark var det første land til at forbyde slavehandelen tilbage i 1792, var det primært af økonomiske årsager og ikke humanitære. Ydermere fik plantageejerne i Dansk Vestindien hele 10 år til at blive selvforsynende. Dette indebar billige lån fra den danske stat til hurtigt at anskaffe flere slaver fra Fort Christiansborg i det nuværende Ghana. Der skulle gå over 50 år, før de danske vestindiske slaver endelig blev frie.
Vi blev begge overraskede, da vi dykkede ned i slaveriets historie og opdagede hvor aktiv, Danmark havde været i den transatlantiske menneskehandel. Det gør et stort indtryk at befinde sig i de tidligere kolonier og vide, hvor meget lidelse vores hjemland har påført uskyldige mennesker, og hvordan de er blevet degraderet til genstande af vores forfædre.
Hjemmebrænderiet
Slaverne på plantagerne knoklede løs med at dyrke og bearbejde de værdifulde sukkerrør. Det mange timers slid resulterede i en ny anvendelse af afgrøderne. De slavegjorte afrikanere opdagede en metode til at fermentere og derefter destillere melassen, et biprodukt fra sukkerproduktionen. Ironisk nok blev slavernes egen opfindelse både brugt i trekantshandlen som betaling for flere slaver og som et middel til at gøre dem mere medgørlige.
Den gyldne væske blev hurtigt populær, og produktionen skød fart. Jeg har i et tidligere indlæg fortalt om piraternes storhedstid i Caribien. For mig er det svært at forestille mig en pirat uden en flaske rom i hånden, og jeg tror ikke, jeg er alene om det. Hvem husker ikke Jack Sparrows berømte ord: “Why is the rum always gone”? Ganske rigtigt var den billige og let tilgængelige rom en yderst populær handelsvare for pirater – både til salg og eget forbrug.
Men det var ikke kun piraterne, der havde en forkærlighed for den nye spiritus. Sømænd i alle afskygninger var svært begejstrede for rommen, som ikke lod sig fordærve på lange togter. En ekstra bonus var, at den cirka 57% stærke alkohol holdt moralen oppe om bord på skibene. I den britiske flåde modtog besætningen en daglig romration helt op til 1970, hvor den britiske regering ikke længere kunne retfærdiggøre at lade berusede søfolk udføre kritiske opgaver.
Med møllen i vejret
Den tidlige rom blev ikke destilleret med de raffinerede metoder, vi kender i dag, og kvaliteten var langt fra den bløde, søde drik, vi forbinder med rom. Det var en hård, brændende spiritus, der fik kælenavnet Kill-Devil. Drikken skulle efter sigende være så stærk, at den ‘kunne dræbe en djævel’. Over tid forbedrede destillationsprocesser og lagringsmetoder rommens kvalitet, og den udviklede sig til den drik, vi kender i dag.
På St. Nicholas Abbey produceres der stadig rom fra ejendommens egne sukkerrørsmarker. Hvert år høstes omkring 24 hektar til produktion af sirup. Her prioriteres tradition og kvalitet frem for masseproduktion. Sukkerrørene føres direkte ind i en autentisk dampmølle, som knuser rørene for at udvinde saften. Møllen drives, ligesom lokomotivet, af bagasse, hvilket gør den fuldstændig selvforsynende med brændstof.
Dampmøllernes introduktion i slutningen af 1800-tallet innoverede sukkerindustrien. Sammenlignet med de vinddrevne sukkermøller øgede de saftproduktionen med 10-15%. St. Nicholas Abbey var blandt de første til at anskaffe sig denne nye opfindelse, hvilket gjorde plantagen til en af øens mest succesfulde producenter.
Vindmøllerne besidder dog en helt særlig charme, og deres gamle ruiner er spredt ud over hele øen. Morgan Lewis-møllen står velbevaret og er stadig i drift, til stor glæde for besøgende. Denne vinddrevne sukkermølle er en af blot to tilbageværende af sin slags på verdensplan. Den anden befinder sig knap 500 km væk på øen Antigua.
Håndværket
Når saften fra sukkerrørene er udvundet, reduceres den straks til sirup. Denne sirup gør det muligt at producere rom hele året rundt, uafhængigt af den korte høstsæson. Efter destillering lagres rommen i genanvendte egefade fra bourbonproduktionen i Kentucky. Egefadene udskiftes hvert tredje år for at sikre den mest ensartede modning, og St. Nicholas Abbeys mest eksklusive rom har ligget på fad i hele 25 år.
Efter modning tappes hver enkelt flaske i hånden – uanset årgang. Denne manuelle tilgang sikrer den højeste kvalitet og præcision i processen. Alt lige fra korkproppen, omgivet af præget læder, til indgraveringerne i glasset er håndlavet. På vores tur fik vi endda lov til at overvære, hvordan de omhyggeligt forsegler flaskerne efter tapning.
Rundvisningen havde næsten nået sin afslutning, men vi manglede det sidste punkt på dagsordenen. Den nuværende ejer af St. Nicholas Abbey bød på smagsprøver af deres fem år gamle rom. Selvom rom normalt ikke er min stærke side, blev jeg alligevel imponeret over hvor blød og velsmagende den var. Det kom heller ikke helt uventet, da min primære erfaring med rom var fra gymnasiefester i selskab med Captain Morgan og Bacardi
Alle veje fører til rom
Rom har utvivlsomt haft stor betydning i de caribiske lande – og har det stadig i dag. Selvom Caribien ikke længere er førende eksportør, kan man stadig besøge utallige destillerier rundt om på de mange øer. Vores eget besøg på St. Nicholas Abbey gav os et indblik i en tid, hvor sukkerproduktionen var Barbados’ livsnerve.
I dag er rom et muntert samlingspunkt med ‘Rum Shops’ spredt på hvert gadehjørne, hvor de lokale mødes for at høre den seneste sladder og spille et højlydt slag domino. Her er det lige så normalt at købe en flaske rom og en flaske sodavand, der nydes i forholdet 1 til 1, som det er at købe øl i Danmark.
Selvom vi fik øjnene op for årgangsrom, foretrækker vi dog de gyldne dråber i en lidt anden form. Mojitos, Cuba Libres og Piña Coladas stammer trods alt fra denne del af verden, selvom de har fundet vej til drinkskort over hele kloden. Nu hvor vi befinder os i Caribien, er det kun passende at omfavne kulturen og smage på det lokale køkken… samt dets drikkevarer.
2 kommentarer til “Rom blev ikke brygget på en dag”
Mange tak for en dejlig morgen hilsen. Håber I nyder det nye eventyr. Nu er sommeren også ved at komme i det vestjyske, de mælder op til 26`grader og godt HAZE vejr. Knus til jer.
Det lyder bare lækkert! Her er Barcelona har vi også sneget os op på 25°