En fortælling fra St. Nicholas Abbey - Del 1
Da vi tilbage i februar satte os i flyet med kurs mod Barbados, havde vi kun begrænset kendskab til, hvad Caribien egentlig var for en størrelse. Min snævre viden baserede sig udelukkende på forestillingen om bountystrande, reggae og pirater. Vi valgte derfor at dykke ned i historien og gå på opdagelse i den caribiske kulturarv.
En ny handelsvare
Fra det 16. til det 19. århundrede spillede Caribien en vigtig rolle i den europæiske trekantshandel. Propfyldte skibe sejlede i pendulfart mellem europæiske havne, Afrikas vestkyst og Den Nye Verden. Udvidelsen af handelsnettet og importen af ressourcer fra de oversøiske kolonier medførte stor økonomisk vækst i Europa.
Særligt sukker var en populær handelsvare, og Barbados var en af de helt store producenter. Eftersom vi hver nat faldt i søvn til lyden af raslende sukkerrør, besluttede vi os for at besøge St. Nicholas Abbey. Stedet er en fungerende sukkerrørsplantage med tilhørende museum og romdestilleri.
Plantagen blev i 2006 opkøbt af familien Warren, som efterfølgende indledte en omfattende restaurering af den 162 hektar store ejendom. De bragte plantagen tilbage i drift efter godt 60 år uden produktion. Deres ønske er at bevare en del af Barbados’ kulturarv og videreformidle øens rige historie
Et sjældent syn
Vi begav os ud på den 5 km lange gåtur til St. Nicholas Abbey, hvilket for de lokale er en fuldstændig absurd distance at gå. Undervejs på turen blev vi gentagne gange spurgt, om vi var faret vild på vej til bussen eller om vi havde brug for et lift. Vi valgte dog stædigt at fortsætte vores rute for at udforske lokalområdet.
Vejen bragte os forbi et utal af marker, hvor sukkerrørene stod klar til at blive høstet. Vi lærte hurtigt, at macheter blot er høstredskaber på Barbados og det er helt normalt at tage de drabelige klinger med sig overalt. Det var dog svært ikke at kigge to gange, når macheter skødesløst blev smidt på bardisken, mens ejermændene nød et par iskolde ‘Banks’.
Vi fulgte primært kortet på vores telefoner, men vi så alligevel vores snit til at skyde genvej over en tomatmark. Her blev vi overraskede af en flok aber, der var i gang med at plyndre marken for modne tomater. De løb hastigt afsted og gemte sig i træerne, hvor de overvågede vores videre færd. Jeg var en smule paranoid, da mit sidste møde med aber havde resulteret i en rabiesvaccination.
Motiveret af den tiltagende lyd fra en togfløjte gik vi den sidste halve kilometer til sukkerplantagen. De overraskede ansatte vidste slet ikke, hvad de skulle gøre med besøgende til fods. Stedet havde ikke en indgang for fodgængere, og vi måtte derfor pænt vente i bilkøen.
Da det blev vores tur, fik vi udleveret et kort over ejendommen og to togbilletter. Vi blev informeret om starttidspunktet for den guidede tur og fik anvist retningen til mødestedet. Særligt en af os lyttede dog kun med et halvt øre, mens der ihærdigt blev spejdet efter togperronen.
Afsporet
Den originale jernbane på Barbados var i drift fra 1883 til 1937 og strakte sig over 39 kilometer. Hovedformålet var at transportere sukker fra plantagerne på den ufremkommelige østkyst til havnen i Bridgetown. Med en smal sporvidde på blot 762 cm var banen billig at opføre og tillod skarpe sving i det kuperede terræn. Kombineret med ikke mindre end 98 (!) togbroer kunne det udfordrende landskab bare komme an.
Sporene førte ikke blot passagerne gennem hårrejsende sving, de trodsede også en hældning på 3%, der var hugget ud i klippe. En hældning der på daværende tidspunkt gav jernbanen titlen som verdens stejleste. Det var ikke underligt, at passagererne på 3. klasse ofte blev bedt om at hjælpe med at skubbe, når lokomotivet skulle trække det tungt lastede tog på tilbagevejen.
Jernbanen var en stor succes, men den smalle sporvidde medførte ustabilitet, og togene havde en tendens til at vælte, især som følge af passatvindens luner. Desuden blev vedligeholdelsen ikke prioriteret, og ruten udviklede sig til en decideret dødsfælde. Gentagne afsporinger, dysfunktionelle bremser og faldefærdige vogne dominerede jernbanens sidste tid. Driften blev indstillet, og lokomotiverne sendt på pension.
“Sporvidden er den indvendige afstand mellem jernbaneskinner. I Danmark anvendes ‘normalspor’, der måler 1435 mm. Standardiseringen af sporvidder sikrer en flydende trafik på tværs af eksempelvis landegrænser.”
St. Nicholas Abbey Heritage Railway
I 2019 blev den historiske jernbane på St. Nicholas Abbey indviet. Den halvanden kilometer lange jernbane fører passagerer rundt på plantagens område, mens togpersonalet i tidssvarende uniformer skaber en levende forbindelse til fortiden.
Jernbanen er bygget efter samme mål som sin forgænger, og toget drives af et restaureret damplokomotiv fra en indonesisk sukkerplantage. Lokomotivet kører endda på samme type brændsel som dengang, og her taler jeg ikke om kul, som ellers var det traditionelle valg i Europa. På Barbados brugte man nemlig bagasse, som er det restprodukt, der opstår, når sukkerrørene knuses og saften udvindes.
Ved endestationen på Cherry Tree Hill havde vi frit udsyn til den rå østkyst og Atlanterhavets bølger. Trods navnet er der ingen kirsebærtræer i dag, da en tidligere plantageejer valgte at erstatte dem med mahogni. Det stærke og smukke mahognitræ blev flittigt anvendt og eksporteret til Europa, endda i sådan en grad at træerne i dag er beskyttet mod fældning af øens lovgivning.
Den flotte natur måtte dog se sig slået, da Rasmus fik lov til at vende lokomotivet på drejeskiven. Julelysene i øjnene talte deres klare sprog, og da han efterfølgende blev tilbudt at hive i togfløjten, ville begejstringen ingen ende tage. Med det nyligt vendte lokomotiv var vi endnu en gang klar til afgang og kunne køre retur.
Det gamle palæ
På perronen stod guiden klar til at vise os rundt i plantagens bygninger. På vores vej til de tidligere plantageejeres palæ blev vi introduceret for skildpadden George, som stødt og roligt var ved at krydse den enorme cricketbane. Enhver britisk plantage med respekt for sig selv måtte jo selvfølgelig have et sted at spille cricket…
Der er kun tre tilbageværende jakobinske palæer på den vestlige halvkugle, og vi stod overfor et af dem. Den jakobinske stil repræsenterer overgangen fra renæssancen til barokken i England. Arkitekturen er kendetegnet ved symmetriske facader, sprossede vinduer, detaljerede træpaneler og ikke mindst dekorative skorstene med tilhørende pejs. Sidstnævnte var mildest talt en unødvendig tilføjelse på disse breddegrader, som i virkeligheden blot repræsenterede stor velstand.
Et andet symbol på velstand – og dovenskab – er den såkaldte Gentleman’s Chair. I hovedbygningens dagligstue stod et pragteksemplar af en lænestol. Øreklapstolen havde fastmonteret fodskammel, og ryglænet kunne med et enkelt tryk på en knap lænes tilbage til vandret. Derudover var stolen udstyret med justerbart bord, bogholder og læselampe. Der var kort sagt intet behov for, at husets herre skulle forlade stolen, med mindre han skulle på toilet. Skulle dette være tilfældet, havde stolen heldigvis hjul, så han komfortabelt kunne blive trillet af sted til det lille hus.
Plantageejernes og deres familier levede utvivlsomt et liv i luksus, hvilket kun understreger uretfærdigheden i, hvordan de opnåede deres rigdom. Det smukke ydre er nemlig bygget på et pilråddent fundament af blod, sved og tårer.
4 kommentarer til “Tilbage på sporet”
Dejlig endnu engang at læse om jeres oplevelser. Knus og pas på hvor I kommer frem.
Tusind tak ♥️ Vi er netop landet i Barcelona, hvor vi skal være de næste tre uger.
Skøn at følge jer. Går turen hjemad nu. Knus Bodil
Tusind tak ♥️